Bedre forbrugerbeskyttelse i den finansielle sektor
Skrevet 2. september 2010
Skriv en kommentar
I dag har mange forbrugere ikke tillid til den finansielle sektor. Nogle finansielle virksomheder har med mellemrum desværre udvist overmod og risikabel adfærd, og det har haft store konsekvenser for de forbrugere, der har været involveret.
Den finansielle krise og de senere års begivenheder har i allerhøjeste grad gjort det klart, at ansvarlighed og eftertænksomhed skal i højsædet. For krisen er et levende eksempel på, at mange forbrugere har svært ved at navigere på de finansielle markeder. Det er ikke mindst blevet tydeligt gennem de mange, grelle eksempler, der er kommet frem i dagens lys. Vi har set eksempler på, at helt almindelige danskere er blevet tilbudt investeringsprodukter, som tidligere var forbeholdt professionelle investorer og at pensionsmidler er blevet investeret i risikoprodukter.
Som Venstres forbrugerordfører mener jeg, at finansielle virksomheder skal tage deres ansvar alvorligt. Både det ansvar de har for at følge loven, men også det etiske ansvar, som virksomheder har over for den almindelige forbruger uden nogen særlig indsigt. For almindelige danskere har sjældent den særlige viden eller forståelse for komplekse lån, investeringer eller pension, som er nødvendig, for at kunne træffe en kvalificeret beslutning.
De mange uheldige og stærkt kritisable sager, som krisen har ført frem i lyset, understreger, at forbrugersikkerheden skal styrkes. I øjeblikket arbejder Venstre og Regeringen på en række tiltag, der netop skal styrke forbrugeren. Et af disse tiltag er en mærkningsordning til værdipapirer. Mærkningsordningen skal gøre det nemmere for en almindelig forbruger at gennemskue risikoen for at tabe penge, når der investeres. Ud over mærkningsordningen skal personer, der rådgiver om særligt komplicerede og risikofyldte produkter, i fremtiden have et særligt certifikat. Det skal sikre, at rådgiverne har den nødvendige viden og de rette kvalifikationer.
Som politikere har vi ansvaret for at skabe rammerne på forbrugerområdet. Vi skal styrke og forbedre rammerne løbende og skabe fair spilleregler for virksomheder og forbrugere. Men vi kan og skal ikke regulere alt. Derfor er det vigtigt, at virksomheder, sammen med forbrugerne, tager ansvar og udviser eftertænksomhed. Jeg tror, at fælles ansvarstagen er den bedste, mest langsigtede og holdbare vej til bedre forbrugerforhold i den finansielle sektor.
Kommentarer
Skriv en kommentar
