Om Mig
Se også Mit CV og Visdomsord
Mine værdier og politiske holdninger har jeg fået med mig helt fra min barndom. Min far var vognmand og aktiv i foreningsarbejde, og min mor var medhjælpende ægtefælle.
Mit familieliv betyder meget for mig. Jeg er gift med Cecilia Rimmer, som er udviklingssygeplejerske, og sammen har vi sønnen Troels.
Jeg har altid holdt meget af den politiske kamp om, hvad der skal i fokus. Hensynet til mennesket skal altid komme foran hensynet til systemet. Balancen mellem det gode familie- og arbejdsliv og et samfund med muligheder frem for begrænsninger er mine pejlemærker.
I 2001 blev jeg valgt ind i Folketinget. Det var en stor dag for mig og min familie, og en ære jeg tager meget alvorligt.
Jeg har en stor interesse for det almindelige menneskes historie. Derfor bruger jeg også meget af min sparsomme fritid på slægtsforskning. Jeg har på den måde fundet ud af, at jeg bl.a. er i slægt med Lars Barfoed, Svend Auken, Olof Palme og Bent Fabricius Bjerre.
Min interesse for menneskeskæbner har også ført til, at jeg flere gange er blevet bedt om at hjælpe med at finde forsvundne personer. Intet liv er ligegyldigt.
Jeg tager hver morgen toget fra Roskilde til København, for at kaste mig over de daglige opgaver på Christiansborg. Her er jeg bl.a. er formand for Trafikudvalget, næstformand for Finansudvalget, medlem af Kulturudvalget og Erhvervsudvalget samt Forbrugerordfører.
Jeg vil gerne føre politik i den virkelige verden. Derfor har jeg ofte møder med foreninger, brancheorganisationer, erhvervsfolk osv. eller tager på tur ud og besøger vognmænd, havne, kulturinstitutioner og andre virksomheder.
Desuden har jeg ca. 40 omvisninger om året om aftenen på Christiansborg med lige ved 1000 gæster i alt årligt. Den dialog, der opstår her, hvor jeg står ansigt til ansigt med borgerne, motiverer og inspirerer mig utroligt meget.
Jeg har en profil på Facebook af samme årsag. Det er en direkte linie mellem mig og dig. Og jeg er altid lydhør, og aldrig bleg for en politisk udmelding.
